Betingelser for booking og betaling

Følgende betingelser er gældende for:

Aventura Lillebælt ApS
℅ Hindsgavl Slot
Hindsgavl Allé 7
5500 Middelfart
CVR-nr.: 43729101

Indhold

OBS: Der gælder desuden særlige betingelser for billetkøb til åbne sejladser:

Generelle bookingbetingelser

Foretages havneanløb efter kundens ønske, betaler kunden havneudgifter.

Der er adgang om bord 15 minutter før afgang.

Det er ikke tilladt at anvende plastikservice ombord.

Deltagelse i betjening af skibet

Gæsternes deltagelse i skibets betjening er mulig, men er ikke en forudsætning for lejeaftalen. Deltagelse i skibets betjening sker på hver enkelt deltagers ansvar og risiko.

Skibets kapacitet

Skibet er godkendt til dagssejlads i dansk farvand med maks. 40 gæster i sommerhalvåret og maks. 30 i vinterhalvåret.

Desuden døgnsejlads i dansk farvand med maks. 20 gæster.

Sikkerhed om bord

Sikkerheden om bord på Aventura er naturligvis en topprioritet, og vi har kun erfarne og uddannede søfolk om bord, som løbende gennemgår sikkerhedskurser.

Kunden er ansvarlig for, at alle dennes deltagere medvirker aktivt inden første afgang i skibets sikkerhedsinstruktion ifølge ISM-koden.

Før afgang gennemgås skibets indretning, sikkerheden om bord og sejlplanen.

Der forefindes redningsveste om bord.

Betaling

Ved reservation af AVENTURA betales først et reservationsgebyr på 5.000 kr.

Du modtager derefter en faktura på resten af det aftalte beløb, som skal betales senest 30 dage inden sejladsen. Reservationen er ikke endeligt bekræftet, før det fulde beløb er betalt.

Betales det fulde beløb ikke rettidigt, bortfalder reservationen, og vi forbeholder os retten til at udleje AVENTURA til anden side.

Reservationsgebyret betales online med VISA/Dankort, VISA eller MasterCard. Den fremsendte faktura betales ved bankoverførsel til vores konto i Middelfart Sparekasse: Reg.nr.: 0755 kontonr.: 3233480648.

Passagersejladser er ikke pålagt moms. Der opkræves således kun moms af tillægsydelser i form af forplejning m.m.

Aflysning

Såfremt AVENTURA Lillebælt hæver nærværende lejekontrakt forud for udlejningsperioden, tilbagebetales det fulde indbetalte lejebeløb til kunden.

Ved kundens aflysning af lejekontrakten 1 måned forud for sejladsperioden, og der ikke opnås anden booking, tilfalder reservationsgebyret rederiet. Herefter er kunde og reder frigjort fra kontrakten.

Hæver kunden nærværende lejekontrakt senere end 1 måned forud for sejlads-perioden, er kunden pligtig til at betale det fulde lejebeløb som konventionalbod til rederiet.

Hvis skibet går tabt eller bliver erklæret uistandsætteligt, eller i øvrigt er forhindret på grund af vejrlig, isforekomster eller anden force majeure, som f.eks. maskinskade, akut opstået sygdom hos nødvendigt personale, forinden eller under sejladsperioden, bortfalder rederiets pligt til at udføre befordringen, og rederiet er ikke erstatningsansvarlig for ekstra omkostninger som følge af sådanne hindringer.

Kunden er ved indgåelse af denne lejeaftale blevet oplyst om det maksimale tilladte antal deltagere, og dette skal naturligvis overholdes, for at sejladsen kan blive gennemført.

Skibets fører er øverste myndighed om bord og har til enhver tid den endelige afgørelse med hensyn til skibets drift og sejlads i lejeperioden.

Skibets fører kan til hver en tid aflyse eller ændre på turen, såfremt det vurderes, at denne ikke kan gennemføres sikkerhedsmæssigt forsvarligt.

Nærværende lejeaftale er undergivet dansk ret, herunder Sølovens regler for befordring af passagerer og rejsegods. Som værneting gælder Sø- og Handelsretten i København med mulighed for appel til Højesteret.

Behandling af personoplysninger

Når du booker Aventura, accepterer du som kunde, at Aventura Lillebælt opbevarer de personoplysninger, du har angivet i forbindelse med booking eller billetkøb.

Disse oplysninger videregives ikke.

Læs hele persondatapolitikken for Aventura Lillebælt.

Betingelser for billetkøb til åbne sejladser

Billetter skal fremvises ved ombordstigning. Billetterne kan enten være printet eller fremvises på mobiltelefon eller lignende.

Refundering ved aflysning
Billetter kan kun refunderes af Aventura Lillebælt og sker udelukkende i tilfælde af aflysning. I den forbindelse refunderes bestillings- og leveringsgebyrer ikke.

Vi forbeholder os retten til at aflyse en tur, hvis der er solgt færre end 15 billetter, eller hvis vejret forhindrer en sikker og tilfredsstillende sejlads. Det vil typisk være ved kraftig blæst eller voldsom regn.

I tilfælde af aflysning kontaktes du på mail og sms med oplysning om refundering af billetten eller evt. tilbud om at gennemføre turen på et andet tidspunkt.

Levering af billetter
Ved køb af billetter via hjemmesiden, sker levering af billetterne via direkte download samt elektronisk post i form af en PDF-fil. Dette sker straks efter betaling. Pengene hæves på dit betalingskort, når billetten afsendes.

Fortrydelsesret
I henhold til "Lov om forbrugeraftaler § 18 stk. 12" er køb af billetter ikke omfattet fortrydelsesretten.